Sørensen Læder

Operationel og resultatorienteret salgschef

Sørensen Læder logo

Sørensen Læder A/S er et globalt brand med nogle af de mest avancerede, efterspurgte og bæredygtige læderkollektioner i verden. Med over 450 forskellige farvevarianter i porteføljen udvikler virksomheden kontinuerligt dens kollektioner og udvikler nye koncepter, teksturer og farver. Sørensen Læder er den eksklusive kilde til læder til ikoniske designs, der findes på museer, gallerier og private samlinger i hele verden. Med over 45 års ekspertise er det virksomhedens passion at opmuntre kunderne til at udforske de kreative muligheder for læder ud over det typiske og traditionelle. Læderet hos Sørensen Læder er 100% naturligt og autentisk.

Til at effektuere virksomhedens vækststrategi søges nu en operationel og resultatorienteret salgschef. 

International – High-end kvalitetsprodukter – Forretningsudvikling

Vil du bidrage til udviklingen af en international, dynamisk og ambitiøs vækstvirksomhed, der er kendetegnet af topkvalitet, ordentlighed og et godt sammenhold? Der er tale om en spændende og udfordrende stilling, hvor du kommer til at repræsentere en førende leverandør af high-end produkter til tekstil-, møbel- og designbranchen. Du bliver desuden en del af en stærk og familiær kultur i en virksomhed med en flad organisationsstruktur og et godt samarbejde på tværs af fagområder med det fælles mål at bevare førerpositionen.

Du får en spændende nøglerolle, hvor du med reference til direktionen bliver ansvarlig for videreudvikling og implementering af salgsstrategien og dermed for udvikling af forretningen – med kontraktmarkedet som det primære fokusområde. Du bliver således ansvarlig for at udvikle salgsorganisationen som helhed samt for at opbygge og udvikle dit eget salgsteam. Du etablerer og udvikler de gode kunderelationer samt driver salgsprocesserne fra start til slut. Du udarbejder desuden analyser med henblik på at identificere og opsøge nye forretningsmuligheder, ligesom du identificerer, hvilke markeder der skal satses på. Du opsøger kontinuerligt ny viden omkring lædervarer, så du er opdateret omkring nye trends, udviklinger i branchen m.m.

For at få succes i jobbet kræver det, at du har solid erfaring med BtB- og eksportsalg, og at du har erfaring med ledelse, anvendelse af CRM-system samt erfaring fra en ejerledet virksomhed. Det er en væsentlig fordel, hvis du ligeledes har erfaring med kontraktsalg både i og udenfor Danmark. Der er ikke krav om produktkendskab, men det forventes, at du har erfaring med high-end-produkter. Du er stærk på tal, og du har erfaring med at anvende datamateriale i dit salgsarbejde. Det er desuden en fordel, hvis du har en cand.merc., HD i afsætning eller lignende. Du behersker dansk og engelsk på et højt niveau i både skrift og tale.

En forudsætning for at få succes i stillingen er ligeledes, at du som person er naturligt passioneret for kvalitets- og designprodukter, samt at du er en kommerciel og målrettet købmand med en god forretningsforståelse og en hands-on-tilgang til dit arbejde. Du er selvkørende, motiverende og inspirerende, og du går forrest som det gode eksempel. Du er vellidt, sympatisk og imødekommende, og du møder andre i øjenhøjde, hvilket gør dig i stand til at få folk med dig. Du er kendetegnet for dit store drive, din integritet og professionalisme, og du arbejder kvalitetsbevidst, struktureret og med et godt overblik. Du er robust, initiativrig og vedholdende, og du tager ejerskab for dine ansvarsområder, ligesom du naturligt følger op på tingene. I kraft af dine gode kommunikations- og samarbejdsevner formår du at opbygge gode og langvarige relationer både internt og eksternt og på tværs af fagområder.

Er du den nye salgschef hos Sørensen Læder i Lystrup, Aarhus, så skynd dig at uploade din ansøgning. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til direktør fra Sensu A/S, Thomas Bech på +45 22 89 89 76. Du kan læse mere om Sørensen Læder her.

Der gøres opmærksom på, at vi ikke arbejder med ansøgningsfrister, da vi behandler ansøgningerne løbende.

Klik her for at acceptere vores GDPR-samtykkeerklæring