Dezide

Sales Consultant

Dezide er en ejerledet virksomhed, som tilbyder en højteknologisk og kompleks softwareløsning til fejlfinding. Virksomheden blev stiftet i Aalborg i 2001 og drives fortsat af de oprindelige stiftere, der også byggede de første versioner af virksomhedens software platform. Dezide er grundlagt med den ide, at det skal være muligt at indfange ekspertviden om teknisk fejlfinding af komplekse problemer i avancerede maskiner. Formålet er at gøre denne viden tilgængelig for andre mennesker når som helst og hvor som helst.

Dezide bevæger sig i forskellige industrier – alt fra teleselskaber og vindmøllefabrikanter til chipfabrikanter og entreprenørmaskiner. Dezides system anvendes i callcentre af agenter, i marken af teknikere og til selvbetjening for slutkunder. Virksomheden har gode og langvarige kunderelationer i mere end 10 år, og platformen er derfor bygget, så den er sikker, hurtig og kan udvides med ny funktionalitet i takt med at forskellige behov opstår.

Dezide er en Børsen Gazelle virksomhed i vækst med en software platform i kraftig udvikling, og virksomheden søger derfor nu to Sales Consultants. 

Langsigtet relationssalg – Globalt produkt – Vækstvirksomhed

Motiveres du af at rådgive kunder, og har du flair for salg? Du får her muligheden for at få en spændende og udfordrende stilling med en bred vifte af opgaver. Du får fingeren på pulsen med rig mulighed for at opnå en stor ekspertise indenfor et attraktivt og højteknologisk marked præget af kraftig vækst. Du bliver en del af et ambitiøst og professionelt fællesskab, der er kendetegnet ved konstruktiv sparring, godt humør og med plads til forskelligheder. Du bliver desuden en del af en arbejdsplads med fleksible arbejdsforhold.

Du får en ansvarsfuld og indflydelsesrig rolle, hvor du med reference til COO bliver ansvarlig for egen pipeline primært i den indledende salgsproces på det europæiske marked. Du bliver ligeledes ansvarlig for håndtering af inbound leads, som du kontakter og booker salgsmøder med. Din fornemmeste opgave er at rådgive kunder i forhold til mulige løsninger efter specifikke behov, hvor du gennemfører detaljerede demoer af produktet. Du sikrer hermed, at der er et match mellem Dezide og kundens efterspørgsel. Derudover får du til opgave at undersøge markedet for potentielle kunder, ligesom du løbende vedligeholder og opdaterer Salesforce med henblik på forbedringer af denne del af forretningen. Desuden deltager du i konferencer i indland og udland, hvor du forinden har gjort et grundigt forarbejde ved blandt andet at tjekke deltagerlisten.

For at komme i betragtning til dette job kræver det, at du har en relevant kommerciel uddannelse som f. eks cand.merc., ingeniør eller lignende. Det er en fordel, hvis du har erfaring med software eller anden teknik samt besidder en god teknisk forståelse. Vi vægter personlighed og drive højest, og du kan derfor være nyuddannet eller have et par års erfaring. Det er en væsentlig fordel, hvis du har erfaring med Salesforce, ligesom det er en fordel, hvis du har erfaring med CRM-, ERP- eller CMS-systemer. Desuden behersker du dansk og engelsk i skrift og tale på højt niveau. Hvis du derudover behersker et andet fremmedsprog som f. eks tysk, fransk, italiensk eller spansk, er det en fordel.

Som person er du vedholdende, proaktiv og selvstændig. Du besidder et salgsdrive, ligesom du har lidt pondus. Du er energisk, nysgerrig og du trives ved at stillingen indeholder rejsedage 4-5 gange om året. Det er væsentligt, at du besidder gode kommunikationsevner, og at du kan bevare fokus og overblikket når processen kan være lang.  Dertil er du tålmodig, struktureret og troværdig, og du formår at formidle produktet til kunden. Desuden er du procesorienteret, og du tænker altid opgaver ind i processen. Du er en teamplayer med et godt humør, og det falder dig naturligt at give en hånd med hos dine kollegaer.

Er du den nye Sales Consultant til Dezide i Aalborg, så opfordrer vi dig til at søge jobbet snarest. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til konsulent Steffen Berg Bendtsen, Sensu A/S på telefon 27 84 21 84. For yderligere information om Dezide se https://www.dezide.com/

Vi opfordrer dig til at søge stillingen snarest, da vi behandler ansøgninger løbende.

Klik her for at acceptere vores GDPR-samtykkeerklæring