Asetek

Branding Ekspert

Asetek  logo

Asetek A/S er en markedsledende leverandør af vandkølere til globale IT-leverandører som Dell, Fujitsu, Intel og HP. Asetek A/S’ patenterede vandkølere dækker både desktop- og datacentermarkedet, og virksomheden oplever en fremgang drevet af udviklingen af kraftigere processorer og grafikkort. Asetek A/S er et BtB-firma, der har et globalt netværk af kunder inden for gaming-, e-sport- og virtual-reality-computere samt supercomputere (HPCs). Asetek A/S blev grundlagt i Nordjylland i 1999 og har hovedsæde i Aalborg, hvor udviklingsafdelingen befinder sig. Firmaet har dertil salg & marketing i San Jose, Californien og i Taipei, Taiwan og desuden produktion i Xiamen, Kina. Virksomheden beskæftiger cirka 90 medarbejdere heraf 55 i Aalborg. Asetek A/S har en CSR-politik, der sigter mod at fremme andelen af det underrepræsenterede køn. Asetek A/S er noteret på børsen i Oslo. Asetek A/S’ innovative teknologi har fået en stærk modtagelse på markedet, og virksomheden er i rivende udvikling.

Til at understøtte denne udvikling søges til en nyoprettet stilling nu en

International Branding Ekspert

Brand Building – Førende teknologi – Kulturbærer

Med reference til virksomhedens VP i Salg og Marketing i San Jose, Californien, får du det overordnede ansvar for produkt- og virksomhedsbranding hos Asetek. Gennem strategisk og analytisk planlægning får du til opgave at bygge brandet op og sikre, at Asetek bliver den fortrukne leverandør af vandkøling til både desktop- og datacentermarkedet. Brandet skal bygges op, så efterspørgslen kommer fra slutbrugeren, selvom Asetek i dag er et OEM-brand, der ikke sælger direkte til slutbrugere eller sælger produkter under eget brand.

Gennem pionerånd formår du at skabe en community-feeling hos slutbrugeren på tværs af målgrupper og landegrænser, og du sikrer ligeledes, at Asetek bliver et kendt brand via Gamingforums, blogs og lign. Ved hjælp af kreativitet og visioner tænker du sensationelt i forbindelse med brandets vækst, hvor du både medtænker, hvad der sker på det nuværende marked og samtidig har øje for, hvad der tidligere har fungeret eller ikke fungeret på markedet. Du arbejder ud fra disse oplysninger, hvor du skaber forbedrede strategier og målsætninger, der på sigt skaber præferencer for brandet.

Det forventes, at du har solid erfaring fra en lignende stilling, hvor du tidligere har arbejdet med at opbygge et brand. Du har i den forbindelse erfaring med brandingstrategier, brandvækst og -udvikling samt sociale medier. Uddannelsesmæssigt har du formentlig en baggrund inden for branding, marketing eller kommunikation, men dette er ikke et krav, da det er din erfaring, der er afgørende. Det anses ligeledes som en fordel, hvis du tidligere har samarbejdet med en udviklingsafdeling samt har interesse for tekniske produkter. Det forventes endvidere at du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale.

Som person er du innovativ, energisk og vedholdende, og du arbejder kreativt, selvstændigt og professionelt. Du er ambitiøs, handlekraftig og selvsikker samt en stærk kommunikator, der er god til at skabe og vedligeholde relationer på flere niveauer. Derudover besidder du en god strategisk- og analytiskforståelse, et internationalt mindset samt en god forretningsforståelse.

Vi tilbyder dig en central rolle i videreudviklingen af en innovativ international virksomhed, hvor du hurtigt får selvstændigt ansvar og mulighed for at påvirke tingene. Du bor formentlig i hensigtsmæssig afstand fra hovedsædet i Aalborg. Der skal påregnes nogen rejseaktivitet i stillingen.

Kontaktperson på denne stilling er Chefkonsulent Christina Højsholt-Nielsen. For yderligere information om Asetek A/S se www.asetek.com.

Søg denne stilling

Klik her for at acceptere vores GDPR-samtykkeerklæring