Lotek

Økonomichef

Lotek A/S har mere end 35 års erfaring med materiel til brandsikring, brandbekæmpelse, redning og sikkerhed. Virksomheden betjener et bredt udsnit af dansk erhvervsliv, og deres fire afdelinger sikrer, at alle kunder får den optimale rådgivning inden for alle aspekter af brand, redning og sikkerhed. Virksomheden har et bredt produktsortiment, der både dækker mobilt udstyr, stationært udstyr, beskyttelsesudstyr og marineudstyr.

Loteks skræddersyede produktprogram er sammensat ud fra de strengeste krav til kvalitet, sikkerhed og funktionalitet, og alle deres serviceydelser er fleksible, så de kan tilpasses den enkelte virksomheds eller kundes krav. Virksomheden blev grundlagt i 1982 og har i dag 55 ansatte. Hovedkvarteret ligger i Sønderborg og har derudover et salgskontor i Fredericia, som betjener marine-segmentet.

Da den nuværende økonomichef ønsker at gå på pension efter godt 10 år i virksomheden, søger Lotek A/S nu en ny initiativrig og handlingsorienteret økonomichef.

Optimering af forretningsgange – Økonomistyring – Ledelse

Vil du være med til at udvikle og sætte dit eget præg på økonomiafdelingen i en velkonsolideret og ejerledet handels- og servicevirksomhed med solid erfaring inden for brand, redning og sikkerhed? Det får du nu mulighed for som den nye økonomichef i Lotek A/S. Du får en indflydelsesrig og bred rolle, hvor du kommer til at operere og bringe dine kompetencer i spil på såvel strategisk som operationelt niveau. Du får et tæt samarbejde med CEO’en og COO’en, hvor I sammen sætter agendaen for virksomhedens fremtidige projekter og udvikling.

Du får en spændende ledelsesrolle, hvor du med reference til virksomhedens CEO bliver ansvarlig for virksomhedens økonomiafdeling, der består af tre øvrige medarbejdere. Du får ansvaret for at udarbejde virksomhedens budgetter, handlingsplaner og politikker i samarbejde med virksomhedens COO, ligesom du er ansvarlig for at optimere, udvikle og implementere relevante processer på tværs af organisationen. Udover at udarbejde virksomhedens årsregnskab og perioderegnskaber, bliver du også ansvarlig for økonomisk evaluering af rentabilitet, investeringsmuligheder, nye salgsformer og agenturmuligheder. Som en del af din arbejdsfunktion, bliver du samtidig ansvarlig for at udarbejde virksomhedens lønningsregnskab, afstemning af anlægskartotek, gennemgang og afstemning af varebeholdningen mm. Ligeledes får du det overordnede ansvar for virksomhedens IT-drift og at implementere time/sagsstyring, hvor dette er gavnligt.

For at komme i betragtning til stillingen kræver det, at du er uddannet cand.merc.aud.  eller alternativ cand.merc. i Økonomistyring. Du har 10+ års ledererfaring i en tilsvarende stilling fra handels- og/eller produktionsvirksomheder, hvor du har fået god forståelse for Supply Chain og udfordringerne med B2B salg. Har du startet din karriere i revisionsbranchen, vil det være en klar fordel. Du har solid hands-on erfaring med alle dele af økonomistyringsfunktionen, ligesom du har indsigt og erfaring med dynamisk økonomirapportering og budgetlægningsprocesser. Derudover har du en god IT-forståelse, er en habil bruger af Excel og har indgående kendskab til ERP-systemer - gerne NAV 5.0. Det forventes, at du behersker flydende dansk og engelsk i skrift og tale.

Du er en hands-on, udadvendt og handlingsorienteret leder, som motiveres af en bred og praksisnær berøringsflade i organisationen, og som trives med en nær og daglig kontakt til dine kollegaer. Du har et positivt mindset og er god til at kommunikere og skabe resultater på alle niveauer i en organisation. Ydermere har du en naturlig sans for detaljen og arbejder selvstændigt og ansvarsbevidst i forhold til dine opgaver. Du er initiativrig og besidder samtidig evnen til at følge nye opgaver og projekter helt til døren.

Er du den nye økonomichef til Lotek A/S i Sønderborg, som kan bidrage til den fremadrettede vækst og udvikling? Så skynd dig at uploade din ansøgning og CV. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til Sensu A/S, Christina Højsholt-Nielsen på + 45 61 80 90 91. 

Vi opfordrer dig til at søge snarest, da vi behandler ansøgningerne løbende. Du kan søge stillingen her.