System TM

PLC-programmør

System TM  logo

System TM A/S er en internationalt kendt leverandør af produktionsanlæg til massiv-træindustrien. System TM udvikler og leverer løsninger til brug for produktionsoptimering inden for et bredt spektrum af højteknologisk produktionsudstyr, teknisk knowhow, service og kompetenceudvikling.

System TM er en udviklingsorienteret, kvalitetsbevidst og brancheførende virksomhed med stor ordretilgang. Virksomheden har mere end 40 års erfaring i at udarbejde og vedligeholde kundetilpassede løsninger af høj kvalitet. Det fælles mål er fortsat at være en ambitiøs, velkonsolideret og markedsledende virksomhed i et nichepræget vækstmarked, hvor 98% afsættes på verdensmarkedet.

System TM har ca. 130 medarbejdere fordelt på forskellige specialer, som i et miljø med en uformel omgangstone samarbejder om design og implementering af styringer til virksomhedens komplekse, spændende og innovative maskiner og anlægsløsninger. Virksomheden stræber således efter at imødekomme branchens skiftende behov, hvilket afspejler sig i løbende opgraderinger af produkter, således virksomheden fortsat leverer innovative og intelligente løsninger.

Til System TM søges nu en PLC-programmør til afdelingen for el-konstruktion

PLC-programmør til automation

Højteknologiske løsninger – PLC-systemer – International virksomhed

Brænder du for teknik generelt og automation i særdeleshed? System TM tilbyder en spændende hverdag, hvor du udover PLC-programmering får hands-on på maskinerne, såvel in-house som on-site.
Du kommer til at beskæftige dig med udvikling og implementering af højteknologiske og komplekse systemløsninger i et tæt samarbejde med dygtige kolleger.

Du får en central rolle i en dynamisk og tværfaglig virksomhed, hvor du får stor indflydelse på egne opgaver, frihed under ansvar og fleksible arbejdsforhold med respekt for balancen mellem arbejds- og familietid/fritid. Du får rig mulighed for at fordybe dig i det, du er bedst til, og du bidrager således til, at System TM fortsat er en af de førende virksomheder inden for kundespecifikke produktionsanlæg til massivtræindustri.

For at få succes i jobbet er du erfaren PLC-programmør, men der kan være mange indgangsvinkler til denne stilling. Du kan have en baggrund som el-ingeniør, automationsteknolog, industrielektriker med overbygning som ingeniør eller anden relevant teknisk uddannelse. Du har mindst 3 års erfaring med ladder-programmering, SCL og Siemens TIA-portal. Du kan også være selvlært PLC-programmør og have opbygget erfaring gennem arbejde med automation og styring i andre PLC-systemer. Du har desuden god maskinforståelse, og du kan sætte dig ind i mekaniske opgaver og problematikker.

Det er væsentligt, at du er kvalitetsbevidst, initiativrig og sætter en ære i at løse opgaver rettidigt. Du er positiv, konstruktiv og tager ejerskab for dine arbejdsområder. Som person er du ydmyg og rummelig. Da du indgår i et tæt team af kolleger med forskellige faglige baggrunde, er det vigtigt, at du besidder gode samarbejds- og kommunikationsevner. Du falder naturligt ind i en uformel og behagelig omgangstone på tværs af hele organisationen, og du giver gerne en hjælpende hånd med hos dine kolleger. Du motiveres af varierende opgaver, og du trives med at stillingen indeholder rejsedage (20-40 dage om året), når dine produktionsanlæg indkøres hos kunderne.

Er du den nye PLC-programmør til System TM i Odder, så opfordrer vi dig til at søge jobbet snarest. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til seniorkonsulent Jørn Skarregaard, Sensu A/S på telefon 28 92 86 74. For yderligere information om System TM, se www.systemtm.com.

Vi arbejder ikke med ansøgningsfrister, da vi behandler ansøgningerne løbende.

Klik her for at acceptere vores GDPR-samtykkeerklæring