Sintex

Strategisk indkøber

Sintex er en mellemstor højteknologisk virksomhed beliggende i Hobro med både udvikling, salg og produktion under ét tag. Sintex er eksperter inden for sinterteknologi og producerer højteknologiske og kundespecifikke produkter inden for metalpulverbaserede løsninger.

Virksomheden blev grundlagt som et datterselskab til Grundfos i 1997. Dette har sidenhen resulteret i en rivende udvikling og vækst, og Sintex er dermed gået fra at udspringe af en Grundfos-afdeling på 6 ansatte til nu at være 170 ansatte. Sintex er i dag et selvstændigt aktieselskab med Grundfos i ryggen og har kunder fra hele verden, som er blandt de bedste inden for deres brancher. Derudover er innovation en central del af Sintex’ kultur og forretningsskabelse. Virksomheden er i udvikling, og med henblik på at etablere, udvikle og forankre virksomhedens indkøbsstruktur, søges der nu en strategisk indkøber.

Ansvar - International vækstvirksomhed - Teknisk indsigt

Har du et strategisk mindset, og er du en erfaren indkøber? Du har nu muligheden for at få en indflydelsesrig rolle og medvirke til at sætte indkøbsagendaen i Sintex, idet du bliver ansvarlig for at drive og optimere indkøb på strategisk og operationelt niveau. Du får en stilling med gode udviklingsmuligheder og et stort ansvar, da du kommer til at bidrage til at etablere, udvikle og forankre virksomhedens indkøbsstruktur. Derudover får du mulighed for at samarbejde med en bred kontaktflade både på nationalt og internationalt niveau, og du bliver et kendt ansigt internt i virksomheden. Du får samtidig en unik chance for at skabe markante resultater og præge den fremadrettede udvikling.

Du får en central nøglerolle, hvor du med reference til den kommercielle chef tildeles det fulde ansvar for leverandører og indkøb samt det kommercielle ansvar for samhandelsaftaler med leverandører i Danmark og udlandet. Du får til opgave at gennemføre leverandøropfølgninger samt at udvikle leverandørrelationer. Derudover får du mulighed for at undersøge, igangsætte og gennemføre en række spændende sourcing projekter, og du driver den interne udvikling og forankring i forbindelse med ændrede indkøbsprocesser. Du får et arbejde med en bred kontaktflade, idet du bidrager til en række spændende udviklingsprojekter i samarbejde med kunder, du koordinerer en række interessante koncernindkøb i samarbejde med Grundfos, og du samarbejder med den interne Supply Chain-gruppe vedrørende priser, procedurer og logistisk.

For at komme i betragtning til jobbet kræver det, at du har en solid erfaring fra en lignende stilling, hvor du har arbejdet med internationalt indkøb, fragt og logistik i en industriel produktionsvirksomhed. Det er et krav, at du har en bred teknisk viden, er en dygtig forhandler og det er en klar fordel, hvis du kan læse tekniske tegninger. Derudover har du formentlig en relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for indkøb. Desuden behersker du dansk og engelsk i skrift og tale på højt niveau.

Som person er du opsøgende, udadvendt og kontaktskabende, hvilket gør dig til en dygtig sælger med flair for at forhandle og skabe den gode dialog med leverandører. Du har en kommerciel forståelse, en robust personlighed og formår at arbejde selvstændigt, træffe beslutninger og prioritere i dine arbejdsopgaver. Du trives i en foranderlig hverdag med en bred kontaktflade, og du er omstillingsparat og agerer proaktivt i forhold til opgaver og samarbejdspartnere. Desuden er du en god kommunikator både internt og eksternt, og du er en teamplayer, som trives i et uhøjtideligt og humoristisk miljø.

Er du den nye strategiske indkøber til Sintex i Hobro, så opfordrer vi dig til at søge jobbet snarest. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til konsulent Steffen Berg Bendtsen, Sensu A/S på telefon +45 27 84 21 84. For yderligere information om Sintex se her

Vi arbejder ikke med ansøgningsfrister, da vi behandler ansøgningerne løbende. Du kan søge stillingen her.