Coolshop

Indkøber til bolig og interiør

Coolshop.com er Skandinaviens største webshop med mere end to millioner kunder i Norden. Coolshop har en ambition om at vækste 20-25% hvert år, men i 2020 er virksomheden vækstet hele 70%. Coolshops værdigrundlag er baseret på, at enkelthed, ærlighed og at gå den extra mile er cool. Kulturen er kendetegnet af frihed under ansvar, samarbejde og godt kollegaskab, og den bærer desuden præg af en virksomhed i konstant vækst.

Coolshop har hovedkontor i Nørresundby, kontor i Vejle samt lokale kontorer i Sverige, Island og England og beskæftiger +600 medarbejdere.

Virksomheden har store ambitioner for fremtiden og til at bidrage til vækstrejsen søges en indkøber til bolig og interiør.

Udfordrende rolle i førende vækstvirksomhed

Vil du bidrage til udviklingen hos en af Danmarks største internetbutikker, og dermed gøre en forskel for en attraktiv virksomhed med et anerkendt brand? Som indkøber hos Coolshop får du en alsidig og udfordrende stilling, hvor du bliver ansvarlig for at vækste bolig- og interiørafdelingen. Du bliver en del af en dynamisk og spændende virksomhed, der er præget af et godt sammenhold, en flad struktur og højt til loftet. Du får således en varierende hverdag med rig mulighed for både personlig og faglig udvikling.

Du får en central rolle, hvor du kommer til at varetage hele indkøbsfeltet for bolig- og interiørafdelingen, og du bliver ansvarlig for produkterne gennem deres livscyklus. Det betyder, at du blandt andet skal varetage al indkøb og produktudvikling, samarbejde og kontraktforhandle med leverandører, samt håndtere operationelle indkøbsopgaver såsom produktoprettelse, vareopfølgning, prissætning m.v. Du vil ligeledes deltage i relevante messer, og på sigt vil det ligeledes blive din opgave at afsøge markedet for nye brands og trends.

For at få succes i rollen har du nogle års erfaring som indkøber – meget gerne indenfor bolig og interiør, og det er en stor fordel, at noget af denne erfaring kommer fra webshop. Alternativt har du måske været selvstændig med din egen butik/webshop indenfor produktkategorien. Din specifikke uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det forventes, at du har en solid forståelse for de processer, som ligger i en indkøberrolle. Det er en fordel, hvis du har erfaring med kontraktforhandling med leverandører, men dette er ikke et krav. Det forventes desuden, at du behersker dansk på højt niveau i skrift og tale og kan begå dig på engelsk.

Som person er du proaktiv, selvigangsættende og entusiastisk. Dine kollegaer og samarbejdspartnere vil beskrive dig som imødekommende og serviceminded med en systematisk og struktureret arbejdsform. Du er vedholdende med ben i næsen, og du ved, at nogle situationer kræver at man viser, hvor stolen skal stå. Du er robust og formår at navigere i et travlt og vækstorienteret miljø, hvor tingene går stærkt. Med en passion for bolig og interiør, falder det dig naturligt at have fingeren på pulsen med nye trends og brands, og du synes det er spændende at eksperimentere og tænke ud af boksen.

Er du den nye indkøber til bolig og interiør? Så skynd dig at uploade din ansøgning og CV. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til Sensu A/S, Christina Højsholt-Nielsen på + 45 61 80 90 91. 

Vi opfordrer dig til at søge snarest, da vi behandler ansøgningerne løbende.

Klik her for at acceptere vores GDPR-samtykkeerklæring