HORN Bordplader

Ambitiøs CCO

HORN er grundlagt i 1992 og leverer til kunder i hele Norden og Sydeuropa med en klar vision om at sætte standarden for bæredygtige arbejdsflader, der er digitalt integrerede i hverdagen og fremmer brugerens kvalitetsforestilling.

Med denne vision har HORN opnået en stærk markedsposition indenfor bæredygtighed, og virksomheden arbejder målbevidst på at udvikle produkter med en cirkulær økonomisk tankegang og fokus på certificeringer som eksempelvis Svanen, lang levetid og mulige take-back ordninger. I denne sammenhæng er der oprettet en socialøkonomisk dattervirksomhed ’Denwood by HORN’, som aftager restmateriale fra produktionen og upcycler det til komplementære interiørprodukter til køkkenet.

Gennem vidensdeling og digitale løsninger er det målet at øge kendskabet til HORN – dette for at sikre fælles udvikling mod mere bæredygtige løsninger i branchen samt øget kundetilfredshed gennem korrekt produktvejledning.

For at imødekomme virksomhedens vækstpotentiale søges nu en ambitiøs CCO.

Ledelse – Forretningsudvikling – Salg

Vil du stå i spidsen for udviklingen af salgsafdelingen hos en markedsleder indenfor bordplader og den grønne omstilling? Som CCO hos HORN bliver du ansvarlig for at løfte salgsafdelingen til næste niveau i en nyoprettet stilling med stor indflydelse og mulighed for at sætte dit eget præg på afdelingen og dens udvikling. HORN har samarbejde med alle større køkkenkæder i Danmark, Norge og Sverige, og produktionen er gearet til den fortsatte vækstrejse, som du får en særlig rolle i at drive videre. Du bliver en tæt og værdifuld sparringspartner for virksomhedens CEO og ledergruppe – både i forhold til salgsaktiviteter, men også i forhold til virksomhedens generelle udvikling.   

Du får en vigtig og indflydelsesrig rolle, hvor du med reference til den administrerende direktør bliver ansvarlig for ledelse, udvikling og motivation af 22 medarbejdere fordelt på salg og kundeservice, hvoraf de seks er i direkte reference. Du udvikler salget og salgsafdelingen i samarbejde med CEO’en, og du bliver i den sammenhæng ansvarlig for både afdelingens og egne salgsindsatser og således for at gå forrest med opsøgende salgsaktiviteter, hvor du identificerer og implementerer nye kunder på kæde- og strategisk niveau i Danmark og i resten af Nordeuropa. I samarbejde med digitaliseringsteamet sikrer du den digitale integration mellem kunderne og HORN med henblik på at sikre det bedst mulige samarbejde. Du får desuden en væsentlig opgave i forhold til forretningsudvikling, hvor du bidrager til produkt- og konceptudviklingen samt den efterfølgende implementering. HORN har som ambition at udvikle de nye produkter og serviceydelser, allerede inden kunden begynder at efterspørge dem.

For at få succes i rollen kræver det formentlig, at du i dag sidder i en stilling som CCO, CSO, salgschef eller lignende med solid erfaring med salgsledelse, ledelse af en salgsafdeling og forhandlersalg. Du har ligeledes erfaring med forretningsudvikling og med eksportsalg til Skandinavien, ligesom du har forståelse for kundespecifikke løsninger og kompleksiteten i en ordreproducerende virksomhed. Du taler og skriver dansk og engelsk på højt niveau, ligesom du kan kommunikere på andre skandinaviske sprog. Stillingen er forbundet med maksimalt 40 årlige rejsedage.  

Som person arbejder du målrettet, vedholdende og med et højt drive. Du har et stærkt fokus på salg og på at skabe langvarige relationer, ligesom du forstår værdien af at løfte i samlet flok. Du arbejder selvstændigt og struktureret, og du er i stand til at omsætte strategiske målsætninger til konkrete og opnåelige mål og handlingsplaner. Du er en dygtig og inspirerende leder med ledelsesmæssig gennemslagskraft, der viser vejen og skaber engagement og ejerskab hos dine medarbejdere.

Er du den nye CCO til HORN i Aulum så skynd dig at uploade din ansøgning og dit CV. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til chefkonsulent fra Sensu A/S, Christina Højsholt-Nielsen på tlf.: 61 80 90 91. For yderligere information om HORN se her.

Der gøres opmærksom på, at vi ikke arbejder med ansøgningsfrister, da ansøgningerne behandles løbende.

Du kan søge stillingen her