VVS-Installatør til Birkerød-afdeling

Kundetække, overblik, gode samarbejdsevner og hænderne skruet rigtigt på.

Uggerly Installation A/S er en dynamisk nordjysk virksomhed stiftet i 1993, der med udspring i el har udviklet sig til også at omfatte VVS og svagstrøm. Virksomheden ledes af brødrene Henrik og Jens Uggerly, som også er ejere af virksomheden. Virksomheden beskæftiger i dag cirka 290 medarbejdere fordelt på fire afdelinger – en i Jylland, to på Sjælland og en i Malmø i Sverige. De bærende værdier i virksomheden er effektivitet, kvalitet, godt håndværk og gode løsninger. For yderligere information om Uggerly Installation A/S se www.uggerly.dk. Virksomheden ekspanderer og til at styrke organisationen søges derfor til en nyoprettet stilling en VVS-Installatør til Birkerød-afdeling.

Uggerly Installation A/S har en stærk og velrenommeret VVS-afdeling, der er vokset kraftigt. Med reference til afdelingslederen for VVS skal du supportere vores kunderådgivere i tekniske spørgsmål, lave specialtilbud til kunder i relation til typehuse, bestille varer, udføre KS, og i nogle tilfælde skal du i arbejdstøjet og udføre montage og mangeludbedring. Du bliver tilknyttet typehusafdelingen i Birkerød, men i travle perioder kan du også blive bedt om at hjælpe i serviceafdelingen, som beskæftiger sig med såvel private som industri/erhvervskunder. Endvidere er serviceafdelingen involveret i entreprisesager, hvor der samarbejdes på tværs af Uggerly A/S' afdelinger.  

Du skal kunne sikre, at logistikken er i orden, håndtere kunder og samarbejdspartnere, føre tilsyn med byggerier og sikre, at kunderne i sidste ende får den rigtige kvalitetsløsning til den aftalte tid. Du har erfaring med at kalkulere og udarbejde tilbud. Det er væsentligt, at du kan tale med kunderne og sikre dem en god oplevelse, når du sammen med kunderådgiveren gennemgår deres projekt med henblik på at sikre, at de får den optimale løsning. Der er en høj grad af tillid og fortrolighed i processen med kunden, og du er en væsentlig brik i at skabe afklaring. Du skal også være indstillet på selv at skulle "skrue", når der er travlhed eller i særlige situationer, hvor kundens behov vejer tungest. Uggerly Installation A/S har et godt, velfungerende og mangeårigt samarbejde med HusCompagniet, som du naturligt forventes at indgå i.

Du har formentligt en baggrund som VVS-installatør eller VVS-tekniker. Du har erfaring med at regne og gennemføre mindre entrepriser og opgaver - med et godt resultat til følge. Du er vant til opfølgning og til at levere kvalitet til tiden. Vi forventer, at du har en struktureret tilgang til dine opgaver, at du naturligt falder ind i samarbejdet i afdelingen, samt at du trives i en hektisk foranderlig hverdag med fart på. Du er forudseende, hjælpsom og tager selv initiativ. Du er desuden fortrolig med Office-pakken og Calwin.

Vi tilbyder dig en spændende og udfordrende hverdag i en virksomhed som fortsat er i vækst og har en god sund økonomi. Du får hurtigt selvstændigt ansvar og mulighed for at præge tingene i en afdeling præget af godt humør. Vi forventer, at du bor i hensigtsmæssigt kørselsafstand fra Birkerød.

Kan du genkende dig selv i vores værdier og forventninger, så send en ansøgning som Word- eller PDF-fil mærket "465-UGG" til job@sensu.dk. Jobbet ønskes besat snarest muligt. For yderligere information og spørgsmål kontakt konsulent John Tveit, Sensu A/S på telefon +45 20774333.