Vækstorienteret salgschef

International designvirksomhed – Eksport – Retail

Frandsen Retail – En del af FRANDSEN GROUP.

Frandsen Retail er en international designvirksomhed, der udvikler og sælger en bred kollektion af lamper fra eget design og private labeldesign til møbelkæder og større butikker over hele verden. Frandsen Retail eksporterer i dag til 50 lande.

Frandsen Retail er en del af FRANDSEN GROUP, der også består af Frandsen Project, der udvikler skræddersyet lys til hoteller og restauranter samt Verpan, der skaber og markedsfører mange af Verner Pantons verdensberømte lamper, møbler m.v. Virksomheden beskæftiger i alt 80 medarbejdere og har hovedkontor i Horsens.

Til at udvide salget på eksisterende og potentielle eksportmarkeder søges nu en salgschef.

Med reference til FRANDSEN GROUPs CEO får du en afgørende rolle i eksekveringen af virksomhedens vækststrategi. I samarbejde med salgsteamet, der består af 2 kompetente eksportsælgere, udarbejder du markedsanalyser og salgsplaner samt budgetter, der understøtter strategien. Du får desuden til opgave at pleje og fastholde eksisterende kunder samt at udbygge og udvikle nuværende og potentielle eksportmarkeder. Du deltager desuden på internationale messer, hvor Frandsen Retail er repræsenteret.

For at få succes i jobbet skal du nå den budgetterede omsætning gennem udvikling og udbygning af kundeporteføljen. Det er desuden afgørende, at du har lyst og kendskab til at definere hvilke salgskanaler, der skal anvendes på de forskellige eksportmarkeder for at kunne fastholde og udvide virksomhedens kundeportefølje.

Du har en relevant teoretisk uddannelse - måske inden for handel/salg eller eksport. Du har international erfaring samt erfaring med eksportsalg - gerne fra interiørbranchen. Du har erfaring med opsøgende salg og kan operere på flere markeder. Erfaring med eksport til det amerikanske marked anses som værende en fordel, men er ikke et krav. Du taler og skriver dansk og engelsk på højt niveau og har gode IT-kundskaber.

Du motiveres af internationalt salg og har lyst og evne til at påtage dig ansvaret, som følger med stillingen som salgschef. Du er struktureret med stor ordenssans, ansvarsbevidst og forstår vigtigheden af god kundeservice. Du er en motiverende leder, der leder via det gode eksempel og en positiv indstilling.

Du tilbydes et afvekslende og udfordrende job med frie beføjelser under ansvar. Du bliver en del af en spændende international designvirksomhed med ambitiøse vækstplaner samt en del af en dedikeret, dynamisk og veletableret salgsafdeling. Frandsen Retail er en virksomhed, hvor arbejdsklimaet er baseret på tillid og loyalitet, og medarbejdernes anciennitet er høj. Der er fokus på at skabe og opretholde værdiskabende og langvarige relationer til kunder og leverandører. Organisationsformen er flad og tonen uformel, hvilket resulterer i smidige beslutningsprocesser med mulighed for at være med til at gøre en forskel.

Du får fast tilknytning til virksomhedens kontor i Horsens, hvorfor du er bosat i hensigtsmæssig køreafstand hertil. Der skal påregnes ca. 80 rejsedage om året.

Kan du genkende dig selv i værdierne og i de krav, vi stiller, så send en ansøgning som Word- eller PDF-fil mærket "519-FRA" til job@sensu.dk. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til konsulenter fra Sensu A/S, Morten Thomsen på tlf. 40 58 64 15 eller Janni Gammelholm Andersen på tlf. 26 80 25 23.

For yderligere information om Frandsen Retail og Frandsen Group se: www.frandsenretail.dk og www.frandsengroup.dk