Forretningsorienteret og ambitiøs økonomichef

Vil du have indflydelse og ansvar i international vækstvirksomhed?

Epoka A/S er en uafhængig og velkonsolideret virksomhed med et ungt og dynamisk team af dygtige medarbejdere. Virksomheden beskæftiger 77 medarbejdere, hvoraf hovedparten er på hovedkontoret i Svenstrup, Danmark. De øvrige medarbejdere er på egne salgskontorer i henholdsvis Dubai og Rusland. Siden 1991 har Epoka A/S været markedsledende og er i dag en af de absolut førende virksomheder indenfor køb og salg af nyt og brugt high-end Server, netværk og storage udstyr i over 100 lande over hele verden. Epoka A/S’ primære fokus er handel og distribution af IT-udstyr til BtB-kunder. Epoka A/S er i gang med succesfuldt at eksekvere en meget ambitiøs og aggressiv digital vækststrategi, så her er muligheden for at blive en del af fremtidens vindere.

Som led i denne strategi søges nu en forretningsorienteret og ambitiøs økonomichef.

Med reference til virksomhedens CEO bliver du ansvarlig for ledelse og udvikling af økonomiafdelingen, hvilket blandt andet omfatter fastlæggelse af processer og procedurer samt optimering og udvikling af forretningsgange. Du bliver ligeledes ansvarlig for datterselskaberne i forhold til økonomi og arbejdsgange. Som Økonomichef hos Epoka A/S får du blandt andet til opgave at udarbejde periode- og årsregnskab samt udarbejde og følge op på budgetter. Derudover foretager du efterkalkulationer på produkter, likviditetsstyring samt udarbejder og fremlægger nøgletal for bestyrelsen. Du bliver tæt sparringspartner med CEO'en og kommer til at indgå i ledergruppen.

Du har en relevant regnskabsmæssig uddannelse som eksempelvis cand.merc. Aud, HD-R eller revisor. Du har nogle års erfaring med lignende opgaver eventuelt fra en stilling som regnskabs- eller økonomichef i en mellemstor internationalt orienteret handelsvirksomhed. Ledelseserfaring er en fordel, men ikke et krav. Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring fra en handels-, logistik- eller online virksomhed. Du har erfaring med ERP-systemer og gerne med Axapta, da virksomheden står overfor en opgradering af deres Axapta-system. Du er desuden solid bruger af Microsoft Excel, og du taler og skriver dansk og engelsk på højt niveau.

Som person er du struktureret, analytisk og ansvarsbevidst, og i kraft af dit store overblik evner du at følge op og samle trådene. Du er selvkørende, handlingsorienteret og besidder drive og gennemslagskraft. Du har en god forretningsforståelse samt gode kommunikations- og formidlingsevner, og du motiveres af at skabe et godt team samt skabe resultater og vækst. Du trives i en meget omskiftelig hverdag samt motiveres af indflydelse. 

Det forventes, at du er bosat i hensigtsmæssig køreafstand til kontoret i Svenstrup.

Du tilbydes muligheden for at blive en del af en velkonsolideret virksomhed med en ambitiøs vækststrategi. Det er en ansvarsfuld stilling, hvor du kommer helt tæt på beslutningsprocesserne og dermed får indflydelse på den fremadrettede udvikling hos Epoka A/S.

Kan du genkende dig selv i de krav, vi stiller, så send en ansøgning som Word- eller PDF-fil mærket "517-EPO" til job@sensu.dk. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til konsulent Christina Højsholt-Nielsen på +45 61 80 90 91 fra Sensu A/S. For yderligere information om Epoka A/S se www.epoka.com.