Jobbet er besat!

Ingeniør med fokus på termodynamik

Banebrydende teknologi – køling – internationale projekter.

Asetek A/S er markedsledende leverandør af vandkølere til globale IT-leverandører som Dell, Fujitsu, Intel og HP. Aseteks patenterede vandkølere dækker både desktop- og datacentermarkedet og oplever en fremgang drevet af udviklingen af kraftigere processorer og grafikkort. Asetek er et B2B-firma og har et globalt netværk af kunder indenfor gaming-, esport- og virtual-reality computere samt supercomputere (HPCs). Asetek A/S blev grundlagt i Nordjylland i 1999 og har hovedsæde i Aalborg hvor udviklingsafdelingen befinder sig. Firmaet har dertil salg & marketing i San Jose, Californien, og i Taipei, Taiwan og desuden produktion i Xiamen, Kina. Virksomheden beskæftiger ca. 90 medarbejdere, heraf 40 i Aalborg. Asetek er noteret på børsen i Oslo. Aseteks innovative teknologi har fået en stærk modtagelse på markedet og til at styrke udviklingsindsatsen søges en kompetent Ingeniør med fokus på termodynamik.

Med reference til Manager Thermal Engineering indgår du i udviklingsteamet. Dit hovedfokus er den langsigtede teknologiudvikling inden for vandkøling til servere og serverracks og enkeltstående computere. Sideløbende med den langsigtede teknologiudvikling forventes det, at du agerer specialist og repræsenterer denne disciplin i diverse kundeorienterede projekter. Dine opgaver vil bestå i udvikling, konstruktion, dokumentation, beregninger og simuleringer samt de opgaver, der naturligt kommer i en udviklingsafdeling med fart på.

Du er i dag ansat i en udviklingsafdeling, hvor du er vant til at indgå i et team. Du har en baggrund som termodynamikingeniør, mekanikingeniør el. lign., gerne med en praktisk tilgang og håndværksmæssig god forståelse. Du har erfaring med termodynamik, fluidmekanik, termisk/fluidmekanisk modellering, CFD simulering med ANSYS-software (bl.a. CFX og Icepak) og meget gerne erfaring med pumpedesign. Du taler og skriver engelsk på højt niveau.

Din arbejdsform er kendetegnet ved systematik, analyse, samt en struktureret tilgang til opgaveløsning. Du respekterer deadlines og sætter en ære i, at din dokumentation er på plads. Du er fleksibel og hårdtarbejdende og kan arbejde i flere tidszoner. Du er proaktiv, løser problemer, når du møder dem og har et højt drive.

Vi tilbyder dig en spændende og udfordrende hverdag i en international vækstvirksomhed, med daglig gang på hovedkontoret i Aalborg. Du får mulighed for at være på forkant med teknologien og for at arbejde sammen med nogle af de helt store spillere i IT-branchen. 

Vil du med på holdet, så send en ansøgning som Word eller PDF fil mærket "436-ASE" til job@sensu.dk. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte konsulent fra Sensu A/S, Christina Højsholt-Nielsen på +45 6180 9091. For yderligere information om Asetek A/S se www.asetek.com.

Jobbet er besat!