Jobbet er besat!

Kvalitets- og PTA-ansvarlig

Få indflydelse i en international virksomhed i vækst

PSC A/S er i dag førende på sit felt inden for: Udvikling og fremstilling af højkvalitets display-rudeløsninger. Virksomheden har et stort globalt fokus og arbejder kreativt og innovativt for at nå i mål med nye og unikke løsninger til deres kunder inden for elektronikindustrien. De har et stærkt brand på markedet og er kendt for deres høje kvalitet gennem hele processen. De stræber altid efter at sætte nye standarder for markedet og er drevet af at sikre, at kunden får den rigtige løsning. PSC A/S råder over en stor viden og mange års erfaring, der i samspil med en veldreven produktion, et stærkt medarbejderteam og store markedsmuligheder sikrer, at PSC A/S fortsat er i vækst.

Som en del af vækststrategien søges nu en kvalitets- og PTA-ansvarlig.

Med reference til den administrerende direktør bliver du en del af et engageret og kompetent team, der har fokus på sourcing, logistik og kvalitet. Du får ansvar for at vedligeholde og sikre overholdelse af virksomhedens kvalitetsstyringssystem (ISO9001), ligesom du identificerer og planlægger forbedringsprojekter. Du bliver ligeledes ansvarlig for udvikling og implementering af PPAP i produktionen, optimering af maskiner, produktionsudstyr og processer samt behandling af kundereklamationer ved hjælp af 4D- og 8D-rapportering. Du supporterer virksomheden med produktionsteknisk indsigt i forbindelse med produktionsgrundlag og interne afvigelser. Du bliver ligeledes ansvarlig for rapportering og KPI-opdatering for hele dit ansvarsområde.

Du har formentlig en teknisk uddannelse som eksempelvis produktionsingeniør, produktionstekniker, produktionsteknolog eller maskinmester. Alternativt har du en håndværksmæssig baggrund og flere års erfaring med kvalitetsstyring. Du har erfaring med brugen af ISO9001 i en produktionsvirksomhed samt erfaring med traditionelle produktionsprocesser som eksempelvis fræsning, savning, bukning, laserskæring, silketryk og CAD/CAM. Det forventes ligeledes, at du har erfaring med produktionsstyringssystemer - gerne MS XAL, mens erfaring med leanproduktion anses som værende en fordel.

Du er rutineret bruger af MS Office, og du har en god IT-forståelse. Det forventes, at du behersker dansk og engelsk i skrift og tale på højt niveau, og det er en fordel, hvis du ligeledes behersker tysk i skrift og tale.   

Som person er du proaktiv, målrettet og initiativrig, og du evner at følge tingene til dørs. Du er struktureret, systematisk og har et godt overblik, der gør dig i stand til at holde mange bolde i luften. Du er en god analytiker, som kan gennemskue komplekse problemstillinger, og du har en selvstændig, praktisk og problemløsende tilgang til nye opgaver. Derudover er du en god kommunikator, der evner at kommunikere professionelt og letforståeligt på alle niveauer.

Det forventes, at du er bosat i hensigtsmæssig køreafstand til PSC A/S, der er beliggende i Brønderslev. 

Vi tilbyder dig en spændende og udfordrende hverdag i en ambitiøs og internationalt orienteret virksomhed med højt til loftet, hvor du får selvstændigt ansvar i et velfungerende team.

Kan du genkende dig selv i de krav, vi stiller, så send en ansøgning som Word- eller PDF-fil mærket "471-PSC" til job@sensu.dk. Ansøgningerne behandles løbende. For yderligere information om stillingen kan henvendelse rettes til chefkonsulent Christina Højsholt-Nielsen på tlf.: +45 61 80 90 91. For yderligere information om PSC A/S se www.psc.dk.

Jobbet er besat!